Danmark

Dansk badmintonlegende optaget i Badminton World Federations Hall of Fame

Poul-Erik Høyer hædres internationalt for sin betydning for badminton – både på og uden for banen

Søren Greve
Af Søren Greve 27. april 2026

Den tidligere danske OL-guldvinder og badmintonleder Poul-Erik Høyer er blevet optaget i BWF Hall of Fame. Hæderen blev markeret i forbindelse med Badminton World Federations årsmøde i Horsens den 25. april.

En stor dansk badmintonprofil

Poul-Erik Høyer er en af dansk badmintons mest markante skikkelser. Som spiller vandt han blandt andet OL-guld i herresingle i Atlanta i 1996 samt All England i både 1995 og 1996.

Efter spillerkarrieren fortsatte han i sportens ledelse. I 2013 indtog Poul-Erik Høyer f.eks. den største post i international badminton som præsident for Badminton World Federation efter kampvalg mod en indoneser. Siden blev han genvalgt i både 2017 og 2021 uden modstand. Han indtog således posten fra 2013 til 2025, hvor han trådte tilbage pga. sygdom.

Han har gennem årene modtaget flere hædersbevisninger for sin indsats. Blandt andet er han blevet tildelt DIF’s ærestegn og optaget i Sportens Hall of Fame.

Fair play i centrum

Ifølge BWF er optagelsen i Hall of Fame en anerkendelse af Høyers mangeårige arbejde for sporten – ikke mindst hans fokus på værdier som fair play og fællesskab.

“His emphasis on inclusion, opportunity and integrity helped shape BWF into a stronger and more respected international federation.”

“Hoyer’s forthcoming induction into the BWF Hall of Fame in the administrator category formally recognises his enduring impact on the sport and his leadership at the highest level of international badminton,” lød det fra BWF.

Hæder på dansk grund

At hæderen blev markeret i Horsens giver begivenheden en særlig dansk vinkel, hvor en af landets største badmintonprofiler blev hyldet på hjemmebane.

BWF Hall of Fame er en af de største internationale anerkendelser inden for badminton og gives til personer, der har haft afgørende betydning for sportens udvikling.

Lever med Parkinsons

Poul-Erik Høyer fik konstateret Parkinsons sygdom i 2015. Han stod frem med diagnosen i 2020 efter at have levet med den i skjul i fem år. I 2025 valgte han at stoppe som præsident for BWF grundet sygdommens udvikling – herunder rystelser og påvirkning af motorikken.

Fakta: Poul-Erik Høyer

  • Født: 20. september 1965
  • Udvalgte sportslige meritter:
    Dansk mester et utal af gange
    OL-guldvinder 1996
    Vinder af All England 1995 og 1996
    Europamester 1992, 1994 og 1996
    Medlem af Sportens Hall of Fame (fra 2010)
  • Politiske/organisatoriske poster
    Formand for Badminton Danmark: 2007–2013
    Præsident for Badminton Europe: 2010–2013
    Præsident for Badminton World Federation (BWF): 2013–2025
    Medlem af IOC (Den Internationale Olympiske Komité): 2014-2022